Med genåbningen kommer der igen gang i hjulene i alle brancher. Vi vil booke hotelophold, gå ud at spise, shoppe løs og rejse for at indhente det forsømte.
Mange danskere har penge på lommen, og genåbningen vil betyde vækst og et boom i jobåbninger indenfor service og hotel- og restaurationsbranchen. Hvor er det skønt.
Produktionsdanmark har ikke været corona-lukket. Ansatte i industrien, fødevarebranchen og byggebranchen har hele tiden haft travlt, og nu kommer der endnu mere tryk på kedlerne.
Virksomhederne får brug for at ansætte nye medarbejdere, og forventningen er, at mange af de cirka 10.000 ledige på Fyn hen over sommeren eller efteråret kan bytte dagpengene ud med en god fast månedsløn. Ledigheden på Fyn er nu cirka 4,7 procent af arbejdsstyrken, og jeg er optimist og tror, at vi kommer et pænt stykke ned under 4 procent i løbet af de næste måneder.
Netop fordi vi står midt i en genåbning med udsigt til jobboom og fornyet vækst er jeg ved ualmindeligt træt af arbejdsgivere, der brokker sig over mangel på kvalificeret arbejdskraft og risiko for flaskehalse i flere brancher. Det provokerer mig, når direktøren i Fynsk Erhverv postulerer, at virksomheder på grund af et midlertidigt stop for løntilskudsjob forhindres i at ansætte nogle af de mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet og opkvalificere dem, så de får mulighed for fast arbejde trods corona.
Der har aldrig nogensinde været forhindringer for, at en virksomhed kunne ansætte en ledig og bruge penge på at uddanne den nyansatte til at kunne udfylde en bestemt jobfunktion. Den eneste forhindring har været virksomhedens egen økonomi – og vilje og lyst til selv at punge ud.
Til de fynske virksomheder, der beklager, at det i corona-tiden har været svært at etablere virksomhedspraktikker og løntilskudsjob og dermed uddanne og opkvalificere arbejdskraft på statens regning i stedet for virksomhedens, har jeg kun en ting at sige: Hold bøtte og betal selv for at uddanne den arbejdskraft, der skal sikre jer fortsat vækst og overskud på bundlinjen. Eller tilskynd og motiver jeres medarbejdere til at bruge de ufattelig mange muligheder for efteruddannelse, der findes i dag.
Hvis virksomheder sukker efter færdiguddannede elektrikere, procesoperatører, teknikere og andre jobfunktioner må de ud over stepperne og bidrage til, at de unge søger ind på erhvervsskolerne.
De må oprette praktikpladser og ’brande’ de uddannelser, som de kan se, at de mangler arbejdskraft til. Og de må kaste energi og penge ind i at motivere og uddanne deres egne ansatte til at få de nye kompetencer. Men stop med at bebrejde regeringen og beskæftigelsesministeren for ikke at ville betale gildet. Det er for sølle.
Ingen er gået ram forbi coronapandemien, der har været brutal i mange brancher og fået virksomheder til at gå bankerot og sendt tusindvis af danskere i jobcentret og a-kassen. Regeringen har med brede politiske flertal og trepartsaftaler sørget for hjælpepakker, lønkompensationsordninger, støtte til efteruddannelse og brancheskift.
Milliarder af kroner er brugt på at holde hånden under dansk produktion og danske arbejdspladser i en historisk krise, hvor vi det meste af tiden har haft konsensus om, at sammenhold gør stærk.
Jeg har været imponeret over, hvordan mange lønmodtagere har taget ja-hatten på og brugt de utallige muligheder for at lave et brancheskift. Hundredvis af stewardesser, der har arbejdet i 10 kilometers højde i årevis, mistede deres job og har brugt mulighederne for at blive voksenlærlinge og tage nye uddannelser på 110 procent af dagpengene. De omskoler sig blandt andet til social- og sundhedssektoren, hvor der er desperat mangel på personale.
I stedet for at stå med hatten i hånden og gøre sig selv til misforstået offer, bør fynske virksomheder gøre som stewardesserne og andre lønmodtagere: Tag ja-hatten på og arbejd for en løsning. Hvis virksomhederne vil vækste, er de afhængige af kvalificeret arbejdskraft – og derfor skal de investere i uddannelse.
Nu skal vi åbne og genopbygge dansk produktion og arbejdsmarked. Det gør vi bedst, hvis vi alle sammen har ja-hatten på og erkender, at vi er hinandens forudsætninger. Lønmodtagerne er så klar! Både dem i fast arbejde og de ledige.