Nyheder

Virksomheder, der ikke passer på deres medarbejdere, har det svært, og det er ofte deres egen skyld

Klumme bragt i Erhverv+ d. 27. juni af Helle Nielsen, formand for FH Fyn

Billede af aviser

Efter mere end et år med coronakrise er vi hastigt på vej ind i en næsten normal verden, hvor virksomhederne igen skal hyre i stedet for at fyre.

Endelig kan vi smide mundbindene, booke weekendophold og gå på fodboldstadion igen. Vi har byggeboom på Fyn, og robotklyngen bliver stadig større og stærkere og har masser af ledige job. Nyhederne er allerede fyldt med historier om restauranter, hoteller, tømrerfirmaer og produktionsvirksomheder, der ikke kan skaffe nye medarbejdere. Nogle fynske virksomheder takker endda nej til ordrer, fordi de mangler kvalificeret arbejdskraft.

Til de virksomheder, der mangler medarbejdere, er der ofte hjælp at hente i de lokale fagforeninger og a-kasser. Vi kender vores ledige medlemmer og kan meget ofte hjælpe med at finde lige præcis de medarbejdere, som I mangler. Vi har fagfolk i de lokale afdelinger og vi ved, hvilke kompetencer vores medlemmer har. Vi kan også bidrage med at lægge en uddannelsesplan, så den ledige bliver klædt på til det nye job.

Også virksomheder, som skal sætte fart i den grønne omstilling, er velkomne til at få hjælp til at finde ny arbejdskraft hos os. Arbejdsgivere og fagbevægelse har en stor fælles interesse i at tænke i nye baner for at skaffe den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft til Fyn.

For mig at se er mere omskoling, mere uddannelse, flere lærlinge og et tæt samarbejde mellem virksomheder, erhvervsskoler og fagbevægelse en del af løsningen. I dag er cirka 4,7 procent af arbejdsstyrken på Fyn ledig. Der er med andre ord flere tusinde ledige hænder og hoveder i Assens, Nyborg, Odense, Kerteminde og andre fynske byer, der bare går og venter på at få et stykke arbejde.

Og her må jeg sige det direkte: Jeg gider ikke høre på brok og bøvl fra arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft, før de har kontaktet deres lokale fagforening og hørt, om der er hjælp at hente. Og jeg gider heller ikke høre på, at de mangler arbejdskraft, hvis det handler om, at de ikke tilbyder ordentlige arbejdsforhold og derfor har svært ved at rekruttere arbejdskraft. De virksomheder, der ikke passer på deres medarbejdere, har det ikke nemt, og det er ofte deres egen skyld. Virksomheder, der sover i timen, risikerer i den grad at stå bagerst i køen, når det gælder om at tiltrække nye dygtige medarbejdere.

Der er kun en vej frem for en dansk virksomhed, der vil være relevant for kunderne og tilbyde et godt produkt, og det er at have dygtige og loyale medarbejdere. Det får man kun ved hele tiden at sørge for ordentlige arbejdsforhold, et sundt arbejdsmiljø og løbende efteruddannelse. Så også nye medarbejdere kan se, at de kommer på en attraktiv arbejdsplads.

Kort sagt er det hammervigtigt, at virksomhederne arbejder seriøst med arbejdsmiljø og efteruddannelse og får et godt ry som en god arbejdsplads. Ellers løber konkurrenten henne om hjørnet med den nye medarbejder.

Inden 2030 kommer Danmark til at mangle mere end 90.000 faglærte indenfor stort set alle brancher. Uden masser af nye faglærte unge kvinder og mænd kan vi ikke indfri de ambitiøse klimamål om 70 procent reduktion af CO2, ligesom vi kan glemme alt om fortsat at være førernation med masser af eksport af grønne teknologier.

Uden faglærte hænder og innovative hoveder er der ikke et produktions Danmark til hele tiden at udvikle, forny og producere vindmøllevinger, velfærdsrobotter og vandpumper. Og uden et stærkt sundhedspersonale er der ikke en værdig ældrepleje i danske kommuner.

Derfor skal virksomhederne saftsuseme mig sørge for at få ansat nogle flere lærlinge, så vi igen får en konstant strøm af fremtidens medarbejdere. Det kan ikke hjælpe noget, at kun få virksomheder slår til, når unge erhvervsskoleelever søger en praktikplads som procesoperatør eller plastmager. Alt for mange virksomheder, også på Fyn, putter sig og håber, at de andre virksomheder uddanner lærlinge.

Sagt med andre ord: De lokale fagforeninger og a-kasser er parate til at hjælpe. Vi vil gøre alt for at give virksomhederne en hjælpende hånd og finde de rigtige medarbejdere, så opsvinget holder ved. Nogle af de ledige skal måske have et kursus eller lidt videreuddannelse, før de er helt klare til at passe maskinerne.

Men det er en god investering i en ny kvalificeret medarbejder. Fagbevægelsen hjælper også gerne de virksomheder, der er kommet lidt for sent ud af starthullerne i forhold til at videreuddanne deres medarbejdere og sikre et godt arbejdsmiljø. Det er aldrig for sent at blive klogere og investere i sine medarbejdere.