Nyheder

En god politisk aftale der sikrer mere arbejdskraft

– Af Helle Nielsen, Formand FH Fyn og Susan Bøg Nielsen, Formand FH Sydfyn

Debat: I det store hele, så er det en god aftale, som Regeringen har indgået over midten med SF, Radikale, DF og Kristendemokraterne. Danmark står overfor store udfordringer med manglende kvalificeret arbejdskraft i mange brancher, og derfor er det afgørende med politisk handling. Det er derfor også brandærgerligt, når Venstre og Konservative ikke vil være med i aftalen pga. politisk fnidder.

Sandheden er, at mange danske arbejdspladser, både private og offentlige, kæmper med at få rekrutteret nye medarbejdere, samtidig med at vi har over 80.600 ledige og 6000 unge som mangler job og læreplads. Derfor er aftalen vigtig, fordi den bl.a. gør uddannelsesløft til 110 % dagpenge permanent, så ledige ikke skal frygte at gå ned i indtægt, hvis de starter på uddannelse indenfor de brancher, hvor vi mangler arbejdskraft. Aftalen stiller også lovkrav om, at man skal kræve lærepladser i alle relevante, offentlige udbud, så kun de virksomheder, som tager elever, kan få del i offentlige opgaver. Det vil sikre flere lærepladser til vores unge.

Sidst og ikke mindst, så betyder den nye aftale, at der bliver øget kontrol med de virksomheder, som gentagne gange ikke overholder arbejdsmiljøreglerne. Allerede i dag er der over 8000 fynboer, som er gået fra job til sygedagpenge. Alt for mange af dem er blevet syge af deres arbejde, fordi arbejdsmiljøet ikke var i orden. Det er ikke i orden. Vi kan ikke tillade at medarbejdere bliver syge af deres job, mens vi mangler arbejdskraft. Vi kunne nævne flere elementer i aftalen – og der er også elementer, vi er kritiske omkring. Men i det store hele, så er det en god aftale, som har fokus på at sikre vores virksomheder nok arbejdskraft. Derfor er det dybt beklageligt, at ikke alle store partier bakker op om aftalen.