Nyheder

Kvindernes Internationale Ukrainedag på Fyn

Skrevet af Helle Nielsen, Formand for FH Fyn – bragt i Fyens Stiftstidende d. 6. marts 2022

Helle Nielsen, formand for sektion Fyn

På Fyn omdøber vi i år Kvindernes Internationale Kampdag til Kvindernes Internationale Ukrainedag og sætter fokus på, hvordan vi kan støtte de måske tusindvis af ukrainske flygtninge, der nu skal bygge deres allernærmeste fremtid i Odense, Nyborg, Middelfart eller andre fynske byer.

Storkrig på europæisk jord. Det er ubegribeligt. Millioner af ukrainere på flugt fra Putins russiske kampvogne og bombeangreb. Det er hjerteskærende.

At se kvinder krydse grænseovergange til Polen og Rumænien med et lille barn på armen og nogle få ejendele i en ramponeret rullekuffert. Ukrainske kvinder, der har kysset deres ægtemænd og fædrene til deres børn farvel. Kvinder, der har sønner, brødre og fædre i en ny og farlig krig. Våbenføre mænd mellem 18 og 60 år skal blive i Ukraine og kæmpe for ukrainsk selvstændighed og demokrati.

Millioner af ukrainske kvinder og børn er nu krigsflygtninge i Europa. I lyset af den tragedie er vores allervigtigste opgave i hvert et hjørne af Europa, af Danmark og Fyn at byde ukrainerne hjerteligt velkomne og give dem husly, håb og trædesten til en tryg fremtid.

I år er det helt uundgåeligt, at Kvindernes Internationale Kampdag på tirsdag 8. marts kommer til at handle om krigen i Ukraine. Derfor omdøber vi også 8. marts til Kvindernes Internationale Ukrainedag, når vi i AOF og fynsk fagbevægelse inviterer til fejring af den historiske mærkedag.

Fordi vi i disse dage og uger kun har en ting i hjertet og på hjerte: At række en hånd ud til ukrainske kvinder og hjælpe dem tilbage til en tryg hverdag – med frihed og demokrati og uden Putins klamme besættelseshånd til at diktere deres liv.

Fagbevægelsen på Fyn er allerede i fuld gang med diverse aktiviteter for at hjælpe ukrainske flygtninge og herboende ukrainere. Flere tusinde ukrainere arbejder allerede som landbrugspraktikanter, fodermestre og på fynske gartnerier og virksomheder. Især 3F i Odense har været drivkraft for hjælpearbejdet, fordi fagforbundet organiserer mange ukrainere bosat i Danmark.

Over de næste uger og måneder er det sandsynligt, at tusindvis, måske titusindvis af ukrainere vil krydse grænsen til Danmark. Vi aner ikke, om de ukrainske kvinder og børn bliver i måneder eller år. Om vi taler nutid. Allernærmeste fremtid. Altid?

Uanset hvad vil vi som fagbevægelse trække i arbejdstøjet og bidrage til, at ukrainerne får fodfæste i det danske samfund. Vi vil hjælpe med at skaffe job og knokle for, at de bliver integreret på deres arbejdsplads og får ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det er helt centralt, at vi i fagforeningerne på Fyn står klar med rådgivning og svar på alle spørgsmål til ukrainerne. Der er masser af jobåbninger for ukrainere – både i kommunerne og i private virksomheder. Ligesom der er muligheder for dansk-kurser og uddannelse.

Derfor skal vi kommuner, arbejdsgivere og fagbevægelse allerede nu i gang med at udvikle velkomstpakker til ukrainere, så de får en introduktion til, hvordan en dansk arbejdsplads fungerer, og hvad en overenskomst er. For os i FH Fyn er det en hammervigtig og meningsfuld opgave at give vores nye ukrainske medborgere mere viden om det danske arbejdsmarked.

Selvom vi omdøber 8. marts til International Ukrainedag, er det os også magtpåliggende ikke at glemme kvinderne i Rusland. De er også ofre for despoten Putin og Kremls tyranni. Russiske kvinder i Moskva og Sankt Petersborg er ligesom ukrainske kvinder mødre, søstre, ægtefæller og kærester til soldater, der tvinges i krig mod deres vilje.

8. marts 2022 er vigtigere end længe, og derfor håber vi, at fynboer vil bakke op med ideer, hjerte- og arbejdskraft til at byde ukrainske flygtninge velkomne.