Nyt Fra formanden

Lav en kontrolenhed som sikrer alle en ordentlig timeløn

Af Helle Nielsen, formand FH Fyn og Susan Bøg Nielsen, Formand for FH Sydfyn. Bragt i Fyens Stiftstidende d. 25. maj.

Helle Nielsen, formand for sektion Fyn

Nu er det kommet frem, at vikarbureauer prøver at få ukrainske flygtninge i kummerlige job til kun 70 kroner i timen før skat. Det er dybt forkasteligt, at der er danske arbejdsgivere, der åbenbart på det groveste vil udnytte de mange ukrainere, der er flygtet fra krig og ødelæggelse.

Men det er jo ikke første gang, at arbejdsgivere udnytter muligheden for at snyde udenlandsk arbejdskraft, der ikke kender normerne i Danmark. For få uger siden strejkede 25 italienere på nyt OUH, fordi de ikke havde fået den aftalte løn, og for én måned siden var det rumænske bygningsarbejdere, også på nyt OUH, der blevet tvunget til at spise svinekød fra en altan i Vollsmose.

Vi ser desværre en meget skræmmende tendens med flere og flere sager om alt fra skattesnyd, systematisk underbetaling, trusler og ulovlige boligforhold for vores udenlandske kolleger i Danmark. Nu er der over en kvart mio. udlændinge på det danske arbejdsmarked.

Vi skal øge indsatsen for at stoppe fupvirksomhederne, som laver unfair og ulovlig konkurrence overfor alle de gode arbejdsgivere i Danmark, som gør en ære i at sikre gode lønninger og ordentlige arbejdsforhold for både danske og udenlandske medarbejdere.

Vi vil ikke acceptere, at der er sorte huller på det danske arbejdsmarked, hvor de normale regler er sat ud af kraft. Derfor er der behov for en ny national kontrolenhed, som kan samle kræfterne fra både Skattestyrelsen, politiet, SIRI og Arbejdstilsynet, samt en bevilling på mindst 100 mio. kr. årligt til kontrolindsats. Det er den eneste måde, at vi kan sikre ordentlige arbejdsforhold for udenlandsk arbejdskraft. Ingen skal snydes og underbetales i Danmark