Europa er midt i en forfærdelig krig mod vanvittige Putin. En krig, som vi må og skal vinde. Den handler ikke bare om at sikre et suverænt og demokratisk Ukraine men også om at sikre vores frihed og demokrati herhjemme og i Europa.
Krigen har kastet os ud i en stribe af kriser. Hver for sig er energikrisen og inflationskrisen slem nok. Men tilsammen bliver de et mareridt. Læg dertil klimakrisen. Og rekrutteringskrisen, hvor både private og offentlige arbejdsgivere har kæmpe problemer med at finde arbejdskraft.
Alt sammen rammer os på pengepungen. Virksomheder risikerer at må dreje nøglen om og fyre ansatte. Lønmodtagere må spinke og spare. En liter mælk koster en bondegård, og købekraften udhules af galopperende prisstigninger. Danskernes forbrugertillid har taget et gevaldigt dyk.
Oven i det hele skal vi til folketingsvalg og beslutte, hvem der skal regere Danmark igennem en historisk hård økonomisk krise, som ingen af os desværre helt kender enden på.
Der er hammerstore forskelle på, hvad Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K), og andre partier vil gøre for at sikre vores velfærd, erhvervsliv og arbejdspladser i fremtiden. De forskelle skal frem i lyset, så rengøringsassistenter, industriarbejdere og sosu-hjælpere ved, hvad de får med enten en blå, en rød eller en bred regering.
Men fri mig for en valgkamp på Fyn plaget af ævl og kævl, shitstorme og personangreb under bæltestedet. Det er virkeligheden for alvorlig til lige nu.
Bevares, vi skal ikke pakke hinanden ind i vat, men have en ærlig politisk debat, hvor vi også krydser klinger. Men jeg bliver træt ved tanken om en valgkamp, hvor der er konstant angrebskrig mellem Mai Mercado og Karsten Hønge, Lars Christian Lilleholt og Dan Jørgensen, og hvor vælgerne overfalder dem med ukvemsord. I 2022 skal vi have en valgkamp med fokus på, hvordan vi sammen bærer Fyn og Danmark bedst igennem en nedslående krigs- og krisetid.
I fagbevægelsen har vi først og fremmest øje på lønmodtagerne. Men ikke kun! For vi ved jo godt, at både private og offentlige arbejdsgivere skal have ordentlige vilkår og rammebetingelser, så de kommer helskindet gennem krisen og fortsat kan tilbyde gode job til vores medlemmer.
Men vi bekymrer os om, hvordan vi sikrer, at retten til tidlig tilbagetrækning for nedslidte håndværkere og industriarbejdere i Middelfart også findes om fem år? Hvad betyder nulvækst for social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og pædagoger i Nyborg og Kerteminde?
Hvis jobcentrene skal slagtes, sådan som blandt andre Venstre og Nye Borgerlige foreslår, hvordan får vi så skruet en ordentlig social- og beskæftigelsesmæssig indsats sammen, hvor der bliver plads til socialrådgivernes faglighed? Og hvordan får vi styrket erhvervsuddannelserne, så unge på Fyn de næste år uddanner sig til elektrikere og teknikere? For ikke at glemme professionsuddannelserne, så vi får flere ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen.
I 2022 skal vi have en valgkamp med fokus på, hvordan vi sammen bærer Fyn og Danmark bedst igennem en nedslående krigs- og krisetid.
I krisetider er hjælpepakker helt centrale for at afbøde effekterne af skyhøje energipriser og inflation. Men vi skal kigge længere udi fremtiden end akutte hjælpepakker og lægge sporene til et arbejdsmarked, hvor vores medlemmer trives og har de kompetencer, der skal til for at bygge den grønne omstilling og sikre ordentlig ældrepleje, sundhed, børnepasning og uddannelse i den offentlige sektor.
Fælles for hele molevitten er, at ingen af os kan løse tingene alene. De politikere, som vi nu skal vælge til Folketinget og en kommende regering, kan ikke gå solo, for så ender det galt. Det vil også være indbildsk af arbejdsgiverne at tro, at de har alle pengene og svarene.
Ligesom det vil være naivt, hvis vi i fagbevægelsen tror, at vi alene ved, hvad der er bedst. Den danske model og trepartsaftaler, hvor vi i fællesskab finder løsninger, er især vejen frem nu.
FH Fyn, der dækker seks fynske kommuner, har flere valgkampsdebatter i støbeskeen. Her inviterer vi bredt og håber, at politikere fra alle opstillingsberettigede partier siger ja til at komme og debattere lønmodtagernes vigtigste dagsordener. Uden ævl og kævl. Sammen skabere vi et stærkere Fyn. Arbejdsgivere, fagbevægelse, politikere i kommuner, region og Folketing. God valgkamp.