Aktiviteter

Se billederne fra valgdebatten på Social og Sundhedsskolen Fyn

Folketingsvalget 2022 var i centrum, da FH Fyns ungdomsnetværk i samarbejde med Social og Sundhedsskolen Fyn afholdt “Demokratidag” med politisk debat og samtalecafé. Læs om arrangementet og se billederne her.

Eleverne på Social- og Sundhedsskolen Fyn fik gode muligheder for at tale med fynske folketingskandidater om de emner, der betyder noget for dem og deres hverdag, da FH Fyns ungdomsnetværk afholdt “Demokratidag” torsdag den 27. oktober 2022.

“Med dette valgarrangement ville vi have den politiske samtale helt tæt på eleverne. Vi ville gøre politik endnu mere relaterbart for de unge, og give dem et rum, hvor de kunne få politikerne i tale og komme med deres perspektiver på fremtiden for dem,” siger Lone Smidt, næstformand i FH Fyn.

Arrangementet startede med en samtalecafe, hvor eleverne havde mulighed for at besøge kandidaterne og deres stande i skolens Hjerterum til en snak om politik og mærkesager.

Herefter stod den på paneldebat i skolens auditorium. Eleverne var klar med skarpe spørgsmål, og den spændende debat kom både rundt om emner som barsel, ældrepleje samt fremtidens sundhedssektor og psykiatri.