Pension er blevet et centralt tema i valgkampen. Flere partier foreslår ændringer i pensionssystemet, og pensionsalderen er igen til debat.
Det giver god mening. For pension handler ikke kun om økonomi og modeller – men om mennesker og om det arbejdsliv, millioner af danskere lever hver dag.
Danmark hænger sammen, fordi lønmodtagere går på arbejde og holder både produktion og velfærd i gang. Mange har haft et langt arbejdsliv, ofte siden teenageårene, og i job hvor arbejdet kan mærkes i kroppen og hovedet.
For dem er pensionsdebatten ikke abstrakt. Den handler om, hvor længe man reelt kan holde til at arbejde – og om der også er gode år tilbage bagefter.
Derfor er pensionsdebatten vigtig. I den kommende folketingssamling skal Folketinget tage stilling til pensionsalderen. Hvis udviklingen fortsætter som i dag, vil den stige i takt med levealderen.
I Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mener vi, at tiden er kommet til at justere kursen.
Tempoet i stigningen bør halveres, så det bedre afspejler virkeligheden for dem med de længste og mest belastende arbejdsliv. Samtidig skal retten til tidlig pension styrkes, så flere får en reel mulighed for at trække sig tilbage i tide.
Men det kan ikke stå alene. Hvis flere skal kunne holde til et langt arbejdsliv, kræver det investeringer i arbejdsmiljøet. Mindre nedslidning og bedre muligheder for at skifte spor senere i livet er afgørende. Ellers bliver pensionsdebatten reduceret til et spørgsmål om tal – i stedet for menneskers liv.
Pension handler ikke kun om, hvornår vi stopper med at arbejde. Det handler om, hvordan vi arbejder – og om at sikre, at et langt arbejdsliv også giver mulighed for nogle gode år bagefter.
Folketingsvalget kan få stor betydning. Vi kan få en regering, der svækker de tidlige tilbagetrækningsordninger. Eller en regering, der styrker retten til at trække sig tilbage. Den forskel er reel.
Målinger viser, at hver anden vælger lægger vægt på pensionsspørgsmålet. Det understreger, hvor vigtigt emnet er.
Derfor holdt FH forleden et topmøde om pension. Vi havde her i slutspurten af valgkampen inviteret Mette Frederiksen, Lars Løkke, arbejdsmarkedets parter og en hundredvis af tillidsvalgte fra hele landet til en snak om, hvordan vores pensionsalder skal se ud i fremtiden – og ikke mindst til at give deres bud på, hvordan de vil sikre værdig og retfærdig tilbagetrækning.
For én ting er klart: Pension handler ikke kun om, hvornår vi stopper med at arbejde. Det handler om, hvordan vi arbejder – og om at sikre, at et langt arbejdsliv også giver mulighed for nogle gode år bagefter.
Indlægget er skrevet af: Lone Smidt, formand for FH Fyn. Lisbeth Pedersen Søndergaard, formand for FH Vestsjælland. Brian Havdal Lyst, formand for FH Sydvestjylland
